Høring - udpegning af nationale kulturmiljøer i ældre byer

Kulturministeren nedsatte den 14. september 2023 et ekspertudvalg, der skulle komme med forslag til udpegning af særligt værdifulde kulturmiljøer i byerne, med hovedvægt på bykerner i de middelalderlige købstæder. Formålet er at sikre landets mest velbevarede bymiljøer, fra middelalderen til midten af 1800-tallet, så byernes bevaringsværdier forbliver tydelige for eftertiden.
Ekspertudvalget har udarbejdet et udkast til en rapport, som foreslår 16 kulturmiljøer i ældre byer, som skal udpeges.
Høringssvar
Forslaget sendes nu i høring og bemærkninger til rapporten kan indsendes ved at benytte formularen til højre.
Skriv "Høringssvar - udpegning af nationale kulturmiljøer" i emnefeltet.
Fristen for indsendelse af bemærkninger er 5. september 2025.
Klik her og download udkast til rapporten, der beskriver de 16 kulturmiljøer
Baggrund for ekspertudvalgets arbejde
Ekspertudvalgets arbejde bygger på en politisk aftale fra 15. juni 2022 om planloven, som blandt andet skal sikre og udpege nye nationale kulturmiljøer.
Den endelige udpegning vil komme til at indgå i de nationale interesser i kommuneplanlægningen og skal understøtte kommunernes arbejde med at sikre kulturmiljøernes bevaringsværdier.
Om udvalget
Ekspertudvalget består af en formand og fire fageksperter, som har stor viden og ekspertise inden for arkitektur, historie og byplanlægning.
Ekspertudvalgets medlemmer:
- Torsten Asbjørn Andersen, afdelingschef i Kulturministeriet (formand)
- Anna Mette Exner, arkitekt MAA, indehaver af tegnestuen Anna Mette Exner Arkitektur
- Anne Mette Boye, arkitekt MAA, ph.d. i byplanlægning, stadsarkitekt i Aarhus Kommune
- Arne Høi, arkitekt MAA, leder af Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering
- Søren Bitsch Christensen, cand. mag., ph.d. i historie, vicedirektør Kulturarv, Det Kgl. Bibliotek
Ekspertudvalget sekretariatsbetjenes af Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen.
Læs kommissoriet for ekspertudvalget
Hvad er et kulturmiljø?
Et kulturmiljø defineres som et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.
Kommunerne har ansvaret for at sikre værdifulde kulturmiljøer gennem kommuneplanlægningen, og de har tilsammen udpeget cirka 3800 kulturmiljøer af lokal, regional og national betydning.
Slots- og Kulturstyrelsen har allerede i dag udpeget 77 kulturmiljøer af national betydning inden for temaerne industri, erhvervshavne, kold krig og 2. verdenskrig.